Børns udvikling – kendskab til hvad børn kan og skal kunne mestre på et hospital, knyttes ofte til en tværfaglig kultur af standarder samt de voksnes erfaringer.

Evidensbaserede standarder og veldokumenterede erfaringer – hvad enten det er lægens relation og kommunikation med barnet, relationer i sygeplejen og behandlinger, eller når børn gennemgår et udredningsforløb – ex. have ”taget” en blodprøve – i narkose eller MRskannes er ofte baseret på fastlagte metoder.

Men efter Tizianas oplæg strejfer tanken mig, at de erfaringer der i dag og danner praksis for standardiserede hospitalsforløb for børn, måske er ved at være forældede.

Læring er jo en evig proces, og når man bevæger sig ud af privatsfæren konkretiseres det med læreplaner – men fakta er, at børn udvikler sig helt naturligt efter deres eget behov.

Det at være syg/kronisk syg er ikke barnets behov – for barnet er det naturligt at vente med at møde verden, til det er gammelt nok til selv, at kunne kravle eller gå hen til en voksen – eller væk fra noget det ikke kan lide. Nogle kronisk syge børn oplever ikke et helt almindeligt liv med daginstitutioner og skole, samt det at kunne skabe sociale relationer til andre børn, med reference i leg og udvikling. Derfor er det vigtigt, at vi på HCAB, skaber de bedste rammer og vilkår for at hjælpe (de kronisk) syge børn godt igennem barndommen.

Leg kan være en forudsætning for løsninger I barneårene er legen omdrejningspunkt for læring, derfor vi må ikke begrænse muligheden for legen – for i legen lærer børn hvordan mennesker fungerer sammen, her lærer de at aflæse signaler og skabe relationer og her oplever de at håndtere egne og andres følelser og behov.

Nogle bliver venner i legen og andre bruger den som inspiration. I ”Skrot er godt” (ReMida værkstedet på HCAB), inviteres barnet til at udforske tingene og danne sit erfaringsgrundlag i vekselvirkningerne: hoved – hånd, mens vi andre får muligheden for at se og dokumentere hvad barnet kan.

Det har en samfundsmæssig værdi, at vi tænker over vores medansvar og hvad vi på et hospital giver plads til, så det lystbetonede perspektiv med gestus som smil og anerkendelse kommer i spil. Ikke mindst fordi dette kan være en byggesten for det enkelte barns og den unges udvikling.

”Skrot er godt” er en platform til at se det hele barn/unge – at se børn som små forskere, som på nysgerrig og intelligent vis går på opdagelse og dermed får en forståelse for egne evner – identitet og hvor vi hjælper og støtter barnet igennem den proces det også er, at skulle finde løsninger i at leve med konkrete, og for nogle, kroniske sygdomme/som en udfordring.

Jeg fik på kurset øjnene op for et større perspektiv i forhold til børn på hospital og hvad selv meget små børn kan og er i stand til at have et grundlag for at vide.

Jeg vil anbefale, at man på hospitaler anvender den pædagogiske viden og de pædagogiske erfaringer, som åbenlyst opstår som også i det unikke ReMida miljø på H.C. Andersen Børnehospital, hvor man med dokumentation ser ind bag barnet.

—

Mette Sorang Kjærs indlæg indgår i Det Danske Reggio Emilia Netværks nyhedsbrev, ReFleksioner nr. 13